1. Hjem Brother
  2. Om Brother
  3. Nyheder
  4. 2018
  5. Nu kommer Brothers CUBE Plus labelprinter til professionelle

Nu kommer Brothers CUBE Plus labelprinter til professionelle

 

Brothers lille elegante P-touch CUBE er blevet et stort hit i danske hjem, hvor den hjælper med at printe labels i glade farver, med fotos eller emojis og på forskellige nye typer tape. Kontorfolket får nu en CUBE Plus model, der er skræddersyet til deres behov. Den kan f.eks. printe hurtigere og på bredere labels. Brother P-touch CUBE Plus koster 999 kroner inkl. moms.

Den ligner alt andet end en labelprinter, når den står der på skrivebordet, på disken eller på reolen i kontoret. Den lille elegante ”gadget” ligefrem pynter og ser moderne ud i sit minimalistiske, nærmest nordiske design.

Brother P-touch CUBE Plus er de professionelles – kontorfolkets – svar på den ”almindelige” CUBE. Den er blevet enormt populær hos danske familier og kreative sjæle, der gør en kunst ud af at skabe personlige labels.

Den nye P-touch CUBE Plus kører ligesom lillebror med trådløst Bluetooth og på batteri, så det er nemt at tage den med rundt, hvor der lige er brug for nye og hurtige labels. Den store forskel er, at CUBE Plus kan udskrive på dobbelt så brede labels (24 mm) – og at flere brugere kan være fælles om samme labelprinter.

CUBE Plus er lige så fleksibel, som den er smart i det daglige. Man kan således bruge både smartphone, tablet, laptop eller desktop til at designe og håndtere sine labels. Den fungerer både på Apple- og Android-enheder samt på Windows-computere og Mac.

Design på alle platforme

Labels i professionel kvalitet kan f.eks. laves ved at bruge Brothers gratis P-touch Editor software, der fungerer på pc eller Mac. Forbindelsen mellem CUBE Plus og computeren foregår enten via USB-kabel eller trådløst Bluetooth.

Arbejder man med labels på smartphone og/eller tablet, har Brother de to gratis apps iPrint&Label og Design&Print. Begge er 100 % kompatible med P-touch CUBE Plus og kan downloades til både Android og Apple iOS. Kommunikationen vil her foregå trådløst via Bluetooth.

I alle tilfælde kan brugeren skabe sine egne flotte labels med forskellige skrifttyper og logoer, billeder, tegninger, stregkoder, symboler og rammer. Hvert element kan flyttes frit og skaleres i størrelse.

Brother har også udviklet et label add-in til Microsoft Office på Windows. Via det kan man printe labels direkte fra Word, Excel eller Outlook.

Har man mange labels, kan de udskrives i én batch, importeret fra en Excel- (Windows) eller .csv-fil (fra Mac), via funktionen Database i P-touch Editor-programmet.

Fleksibilitet i højsædet

Hvor den lille CUBE til privat brug kører på almindelige Alkaline batterier, indeholder storebror CUBE Plus et opladeligt Li-ion batteri - ligesom i en smartphone. Batteriet kan lades op enten fra stikkontakten via en USB-oplader eller via USB-kabel fra en pc.

Brother kan levere et stort udvalg af langtidsholdbare TZe-tapes, der passer til den lille P-touch CUBE Plus. TZe-labels printes med Thermal Transfer teknologi og en hastighed på op til 20 mm i sekundet.

Den grafiske opløsning er som standard 180 dpi. Er der behov for særligt fine labels, kan CUBE Plus printe med 180 x 360 dpi.

CUBE Plus kan arbejde med labels i bredder op til 24 mm, og man kan vælge sit TZe-tape som enten 3.5, 5, 6, 9, 12, 18 eller 24 mm. En label kan have en maksimal længde på 50 cm, hvis man bruger pc eller Mac. Kommer designet fra en app på mobil eller tablet, kan labels højst være 30 cm lange. CUBE Plus har en indbygget kniv, som automatisk skærer labels i den ønskede længde.

Priser og levering

Brothers nye P-touch CUBE Plus labelprinter leveres med integreret Li-ion batteri, USB-kabel og en kassette med et sort/hvid TZe tape på fire meters længde.

CUBE Plus vil stå på hylderne hos Brothers mange danskere forhandlere. Prisen er 999 kroner inklusive moms eller 799 kroner ekskl. moms.

Yderligere information

Nordic Marketing & Sales Director (Denmark) Henning Elkjær, Brother Nordic A/S, telefon 43 31 31 31, e-mail henning.elkjaer@brother.dk eller Bomberg PR/Pure PR, telefon 22 67 25 27, e-mail leif@bomberg.dk

Woman with laptop and P-touch CUBE Plus