Tilføjet til kurven
  1. Hjem
  2. Om Brother
  3. Nyheder
  4. 2018
  5. Brother fylder 50 år på det danske marked

Brother fylder 50 år på det danske marked

Fem årtier i Danmark og 110 års jubilæum i Japan. Brother har meget at fejre som en af verdens største printerfabrikanter. På det danske marked begyndte det hele med små mekaniske rejseskrivemaskiner i 1968. I dag er Brothers produktportefølje udvidet med bl.a. printere, scannere og labelprintere samt en række Business solutions rettet mod virksomheder.

Når man spørger en moderne dansk kvinde eller mand, er 50 år ingen alder. Faktisk vil de fleste nok sige, at med 50 er man i sine bedste år.

Det samme vil man få som svar, hvis man stiller spørgsmålet hos Brother Nordic A/S i Ishøj, som åbnede i Danmark den 1. oktober 1968.

50 år er ingen alder – og dog. I den dynamiske it-branche er det mange år at holde sig i topform. Tænk f.eks. på, at Apples iPhone kun er 11 år gammel. Og pc’en, som vi kender den i dag, er 37.

De fleste danskere forbinder nok Brother med små alt-i-én printere til brug i hjemmet og til mindre virksomheder. De er stadig kerneprodukter for Brother, der har udvidet produktmikset i mange retninger med scannere, bærbare printere og store kontormaskiner, der kan det hele. Produktmikset er også udvidet med labelprintere, eksempelvis de små CUBE labelprintere, som er blevet en cool og trendy gadget i masser af hjem. Og med nye printerløsninger, der sælges med blæk eller toner til tre års forbrug.

”Lige i øjeblikket står både vi og kunderne midt i en spændende forandringsproces. I fremtiden vil man købe printere på en helt anderledes måde end før. Trylleordet hedder MPS. Det betyder egentlig Managed Print Service, men vi foretrækker at kalde det for Mange Penge Sparet på godt dansk. For det er, hvad kunderne vil opleve,” forklarer Henning Elkjær. Han har været ansat hos Brother i 22 år og er Nordic Marketing Director og Sales Director Denmark for Brother Nordic A/S.

Med MPS skal brugerne aldrig mere tænke over, om der er blæk eller toner nok på deres printere. Brother-printerne registrerer det selv og giver besked i god tid via internettet, om der skal sendes nye forsyninger afsted til kunden. Tonere eller blækpatroner bliver automatisk leveret, så brugerne aldrig løber tør.

Historiske højdepunkter

Den slags nye løsninger var der ingen, som kunne drømme om for 50 år siden, hvor den japanske fabrikant åbnede på det danske marked. Brother International Maskinaktieselskab hed firmaet dengang. Med mekaniske skrivemaskiner som de første produkter.

Brother havde opfundet en smart lille rejseskrivemaskine. Den var solid og blev leveret i en tornyster-lignende taske, så man kunne have den med overalt. På sin vis var den forløberen for dagens moderne laptops. På dét tidspunkt havde ingen af de store konkurrenter noget, der lignede – og Brothers skrivemaskiner blev hurtigt et hit på det danske marked.

Skrivemaskinerne var i mange år Brothers vigtigste produkter. Den sidste af slagsen blev produceret i 2012. Siden kom symaskiner og labelprintere til. Og telefax ikke mindst.

Brother var først på markedet med en telefax, der havde indbygget telefon. Et telefonrør og et tastatur i den ene side, mens fax-papiret kørte igennem i den anden side. Også den blev et hit på danske kontorer.

I 1980’erne kom printerne. Først med skrivehjul, så med nåle (matrix printere) og siden med laser, inkjet og LED. De er hjørnestene hos Brother som ung 50-årig i dag.

Markant spiller i Danmark

Når Brother fejrer sin 50 års fødselsdag i dag, er det med en viden om, at det går rigtig godt for virksomheden. De seneste tal viser nemlig, at Brother vinder markante markedsandele i Danmark.

Ifølge analysefirmaet DMR.no er Brother således nummer ét i Danmark, når det gælder salget af laserprintere. Brother har også klare førstepladser i telefax, A3 printere og i flere andre markeds-segmenter. Totalt set er Brother i dag Danmarks tredjestørste printer-leverandør med en markedsandel, der er gået op med 2,2 pct. i første halvdel af 2018.

En af grundene er, at Brother bibeholder gamle dyder i sine forretnings-metoder. Brothers sælgere og ledelse besøger fortsat forhandlerne personligt – og flere gange om året. Både de store og de små. Det er der ikke tid til hos mange andre it-leverandører.

Yderligere information

Nordic Marketing & Sales Director (Denmark) Henning Elkjær, Brother Nordic A/S, telefon 43 31 31 31, e-mail henning.elkjaer@brother.dk eller Bomberg PR/Pure PR, telefon 22 67 25 27, e-mail leif@bomberg.dk